Om Andy’s Bar

Andy’s Bar er en velbevaret beværtning af ældre dato. Den autentiske bodega kan dateres helt tilbage til 1930 hvor sømænd og værtshus-trubaduer udgjorde størstedelen af gæste skaren. Træd indenfor i en tidslomme der mest af alt frembringer minder fra en svunden tid.

Siden Anden Verdenskrig, hvor det var hjemstavn for de amerikanske soldater, har det været et af de mest prægtige og rustikke beværtninger i Københavns gader. Der stod tidligere Strøg Cafeen på døren, men eftersom amerikanerne havde svært ved at fremstamme navnet, måtte man lade navnet skifte til det mere amerikansk klingende – Andy’s Bar.

Når du træder ind på Andy’s Bar, er du ikke i tvivl om, at stedet er en velbesøgt perle, der har eksisteret i mere end en menneskealder. Væggene har sjæl, og vil man opleve en autentisk, dansk bodega, findes det ikke meget mere virkeligt, end det er på Andy’s Bar.

Hvor man skilles for at mødes igen!

En del af musik-historien

På Andy’s, kan du se originalbilledet til coveret på Gasolins 3. album. Gasolin havde forelsket sig i vægmaleriet af pigen med de meget løse trusser, som den dag i dag pryder det bageste lokale i værtshuset.

Ifølge Peder Bundgaards bog om Gasolin, “Masser af Succes”, forsøgte pladeselskabet, CBS, først at overtale Gasolin til at få tegnet et andet cover, dernæst at finde frem til, hvem der havde malet den uheldige pige fra San Francisco.

Da ingen af delene lod sig gøre, valgte man at få væggen affotograferet og håbe på det bedste.

Efter udgivelsen blev pladeselskabet kontaktet af kunstneren, Tage Hansen. Kravet om honorar var dog yderst overskueligt: To eksemplarer af det pågældende album. ”Jeg skal sige Dem, jeg har to døtre, som er Gasolin-fans, lød det beskedent fra Tage Hansen.”

Således blev pigen på væggen en del af musikhistorien og et sandt nationalklenodie.

Tilbud på Andy’s